Kage-hygge!

Når der holdes fødselsdag er det obligatorisk at der er kage, og helst 4 forskellige!

Mine to skønne veninder havde inviteret på fødselsdag. Den startede med lækre snacks, derefter den famøse ærtesuppe som vi alle elsker – denne gang med kammuslinger. Og som det store show på aftenen havde de formået at lave en hel kage buffet. De må have bagt i flere dage, men om ikke andet var det til stor glæde for alle os inviterede!

Både chokolade-lagkagen ved navn Brooklyn Blackout og marshmellow cupcakes’ne kommer fra kogebogen Hummingbird Bakery Cookbook (hhv. på side 54 og 42). Chokoladekagen var virkelig god og meget intens i chokoladesmagen. Himmelsk! Det må tilgengæld være her sætningen “lidt men godt” passer, for det er umuligt at spise meget af den (ja, selv for sådan en kage-elsker som mig – hmm, måske handlede det mere om at jeg først havde spise to cupcakes og var lidt mæt, det tør jeg ikke sige noget om). Marshmellow cupcakes’ne var ifølge nogle af os lidt lidt sjove at spise, fordi samtidig med at det lignede hvidt skum/marengs, var konsistensen præget meget af marshmellows, så den var fastere end man tror. Men de var va fine og super dekorative.

Opskriften på begge kager blev fuldt til punkt og prikke med den lille undtagelse at Nadja ikke kunne finde mini marshmellows og i stedet måtte skære de store i mindre stykker. Men det skulle vist ikke gøre den store forskel.

Brooklyn Blackout

Brooklyn Blackout

Mashmellow cupcakes

Mashmellow cupcakes

De lækre oreo cupcakes kommer fra Sarahs Kager. Frostingen er dog ikke den samme som i den originale opskrift, men lavet på Philadelphia, flormelis og groft knuste oreos – de smagte simpelthen så godt!

Oreo cupcakes

Oreo cupcakes

Flødebolle-cupcakes’ne, som vi kalder dem (selvom det egentlig er marengs der er ovenpå), kommer fra samme blog (Sarahs Kager) og var også helt vildt gode. Som Therese siger: “Her lavede jeg om på marengsopskriften og brugte under halvdelen af den angivne sukkermængde og jeg havde ingen problemer med at den ikke ville stivne eller var knasende fordi sukkeret ikke var blevet opløst. Det som jeg synes var svært var at overtrække med chokolade, da marengsen ikke ville blive siddende da jeg dyppede, men det handler nok om at jeg ikke havde kølet marengsen af længe nok”

Flødebolle-cupcakes

Flødebolle-cupcakes

Hvilken var favoritten?

Vi bedømte de fire kager og der var ingen tvivl om at oreo cupcakes’ne var en klar favorit sammen med chokoladekagen! De kan virkelig anbefales begge to. Chokoladekagen er super god hvis man skal lave kage til mange mennesker og det skal se virkelig prof ud! Oreo kagerne har tilgengæld en dejlig blød smag, som ikke er lige så tung som chokoladekagen.

Runner up var de fine flødebolle-cupcakes!

The Hummingbird Bakery Cookbook

The Hummingbird Bakery Cookbook er super kreativ og smuk. Den er lavet efter kagerne fra The hummingbird Bakery som ligger forskellige steder i London og som tiltrækker mange turister året rundt. Farver, krymmel og præget af feminin kreativitet gør stedet helt specielt og det er muligt at sætte tænderne i alle mulige forskellige kager. Jeg har aldrig selv været der, men det er uden tvivl et sted jeg skal besøge næste gang jeg besøger London.
Kogebogen giver liv til nogle meget smukke kager og spræder glæde blandt os bage-glade folk. Det kan se utrolig besværligt ud, når kagerne ligner noget en prof konditor har skabt, men når man først kommer igang og lige sætter sig ind i teknikkerne og de små tricks, så finder man ud af at man faktisk godt kan finde ud af at lave noget der ihvertfald bare ligner lidt.

//Bianca

En afsluttende bemærkning

I en tid hvor jeg skriver speciale og ikke har så meget tid til at skrive herinde vil jeg blot sige at jeg kommer stærkt igen på den anden side af januar, hvor mit liv vil ændre sig med en afsluttet uddannelse og en flytning til Schweiz over en periode på nogle år! Jeg får væsentlig mere tid, så i vil kunne se frem til mange flere opskrifter og anmeldelser – og også opskrifter med nye råvarer og nye kombinationer med en præg af det italienske Schweiz.

Hvis i vil følge lidt med i hvad jeg støder på at madoplevelser ud over mine indlæg her på bloggen kan I følge med på min twitterprofil BiancaLegorreta hvor jeg poster en smule mere i de travlt tider – det tager jo kun to sekunder.

Tak fordi i stadig læser med! ❤

Spil og Agnes Cupcakes!

Agnes cupcakes

I starten af året fik jeg et gavekort til Agnes Cupcakes i København.
Og i går skulle det altså afprøves – nu havde vi ventet længe nok. Eftersom man “kun” kunne få 6 cupcakes på en gang havde jeg inviteret tre veninder som kom og nød dem med mig, og vi skulle spille tegn & gæt, selvfølgelig smage alle slags cupcakes og så skulle der stemmes om både en vinder og en ‘runner up’.

Min dag startede med at jeg stod op og løb en tur, derefter stod den på biblioteket på CBS, hvor jeg bruger de fleste af mine dage for tiden, da jeg skriver mit speciale. Men da klokken blev 16 skulle jeg altså afsted igen. Jeg skulle til Sværtegade 10 i indre by, hvor der ligger denne her lille New Yorker-inspirerede café med de smukkeste cupcakes: Bagercaféen Agnes Cupcakes.
Jeg havde jo et gavekort til 6 cupcakes, men hov, der var jo MANGE flere slags end 6 i butikken (30 for at være helt præcis) – og så var jeg i dilemma. ‘Hvilke skal man vælge?!?’ Jeg havde valgt et par stykker hurtigt.. Pistacie.. Den så så dejlig frisk ud, og så havde jeg aldrig smagt pistaciemuffins eller -cupcakes før. Og æble er en kendt udgave, men den måtte smage ekstra godt, når den kom fra sådan en lækker forretning. Og for de resterende 4 endte det med, at da pigen spurgte mig hvilke jeg skulle have, valgte jeg dem der sprang i øjnene på mig. Så de slags jeg endte med at tage med hjem blev: Pistacie, æble, blåbær, hindbær, gulerod og citron/kokos.
… Hjem og vente på gæster!

Agnes Cupcakes

Æsken hvor kagerne ligger i er i sig selv virkelig charmerende – det emmer af kvalitet og luksus, og når man åbner kassen venter der én et herligt syn af forskellige farver, former og teksturer – med og uden små stjerner. Og så står de lige så fint i en form, der er lavet så de ikke vælter rundt (det gjorde de lidt alligevel, men ikke slemt) – så dejlig detalje, som kan få sådan en som mig til at komme igen.

Først skulle vi alle liiige have lidt af hver cupcake – næsten synd at skære dem i stykker – ja, næsten synd overhovedet at spise dem, når de er så smukke. Meeeen, okay så lad gå da!

Smagsprøver!

Og så gik vi igang med at smage – hold op en bombe af smagsnuancer – der var virkelig højt humør. Dét der Agnes Cupcakes, som man havde hørt så meget om, var altså rimelig godt.

Pistacie

Gulerod

Blåbær

Citron/kokos

Hindbær

Æble

Der blev hurtigt meldt ud, at den ene favorit var hindbær. Vi andre var lidt længere om det, men to af os var ret vilde med pistacien. Og æblen var også god. Det kunne tydeligt smages, at der var frisk frugt i, super lækkert.
Der kom også en meget hurtig melding om at citron/kokos virkelig ikke var god, men vi andre var ikke lige så kritiske – dog var det nok alligevel den mindst gode af dem alle. Guleroden var heller ikke så imponerende igen.

Bianca og kager

Efter noget tids vurderen var det svært at blive enige, så vi fandt altså hele tre vindere:
– Hindbær
– Blåbær
– Pistacie

Æblen var også rigtig god, men smagte meget af jul (de typiske kanel-nuancer). De to sidste var desværre ikke lige vores smag. Men så er det jo heldigt at der er mange flere varianter vi har til gode, for de er godt nok lækre, friske, farverige og fulde af smag!

Næste gang skal jeg helt sikkert smage banan og de forskellige slags chokolade de har – men der er jo så mange at man kan komme hver dag og blive konstant overrasket. Skønt koncept. Dog har de forskellige dage hvor de har forskellige cupcakes, så man skal lige tjekke på hjemmesiden, hvis der er en bestemt cupcake man gerne vil smage: http://www.agnescupcakes.com/

Vi var enige om, at det måske var lige lovlig vildt at én cupcake koster 30 kroner – men så igen, hvad koster kage ikke, når man går på café i København.

Ud over cupcakes kan man få en kop kaffe eller en saft/juice, og man kan sidde derinde og nyde det. Dog ikke det mest hyggelige miljø, hvis man vil hygge sig på en café, men fint at muligheden er der, og man kan sidde i vinduet og kigge ud på den hyggelige gade. Man kan få små og store gaveæsker, og man kan endda arrangere et kagestativ med cupcakes til éns bryllup, hvis man er til den slags! Generelt et virkelig hyggeligt koncept, som er meget mere end bare cupcakes – det er en trend, en livsstil og et humør.

Og når nu jeg er så begejstret, så kan vi passende tage en vurdering – naturligvis baseret på hvad der findes af butikker og bagerier inden for kategorien ‘lækre kager’.

__________________________________________________________________________________________________________
VURDERING: Jeg giver Agnes Cupcakes 8 SweetSundays ud af 10!
__________________________________________________________________________________________________________

Som de skriver på deres hjemmeside: LOVE AT FIRST BITE! – og det er det virkelig.

//Bianca