Kærlighed til ærten

ærtesuppe med rejer

Idag havde jeg besøg af en veninde – den famøse bagedate.
Ud over at vi skulle bage, så havde hun foreslået at vi skulle lave ærtesuppe til aftensmad – bagværket får I i et andet indlæg. Jeg syntes allerede at ærtesuppe lød fantastisk, men dét at vi skulle lave tigerrejer til gjorde bare idéen endnu mere fantastisk. Retten blev super lækker, og så var den også virkelig nem at lave.
Det lave kalorieindhold i både ærterne og rejerne gjorde retten perfekt for kvinder som os, der tænker på den slags 🙂 og så er det en god kilde til både proteiner og C-vitaminer (ærter er af netop den grund en vigtig spise for veganere f.eks.). Men selv om man ikke tænker på kalorier og næring er retten bare skøn, da den er fuld af saft og kraft og virker dejlig cremet.

I denne ret bruges der frosne ærter. Der er ingen tvivl om at retten kan blive endnu mere lækker og fyldt med smag, hvis man bruger friske ærter, men det er et stort arbejde at skulle tømme ærtebælg efter ærtebælg for så at blende dem til en suppe. Der vil jeg hellere bruge friske ærter rå i en salat eller til noget andet helt friskt.

Man kan variere tilbehøret og f.eks. komme kammuslinger ved, ristet bacon og drysse på eller andet godt. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Jeg synes virkelig det er fascinerende at hylde en råvare som denne. Det er sjældent at ærter er hovedingrediensen i et måltid, men her kommer den virkelig til sin ret. Både ærtens smag og farve er jo bare smuk på alle måder. Den skrig-grønne farve giver én positivitet, åbent sind og fylder én med glæde – hvordan kan noget så småt og egentlig ligegyldigt være så smukt? Følg med her nedenunder.

Det skal du bruge:
(til to pers.)

1 pose frosne ærter
0,7-8 liter vand
2 forårsløg
1 bundt basilikum
0,5 lille frisk rød chili
1 terning grøntsagsbouillon
3 fed hvidløg
Salt, peber
1 pose tigerrejer (dem fra Netto er helt fine)
Olie til stegning
0,5 pose revet parmesanost

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader. Kom et stykke bagepapir på en bageplade og hæld parmesanosten ud på papiret, så du får nogle aflange bunker af parmesanost (se billede).

Parmesanost

Kom ærter, forårsløg, bouillon og vand i en gryde og lad det simre i ca. 5 minutter.
Ærter og forårsløg

Når det har fået nok, fisk da alle ingredienserne op og kom det ned i en blender eller foodprocessor. Tag også noget af vandet med op i blenderen, men lad noget af vandet blive tilbage i gryden, så du har noget vand at justere konsistensen med, hvis du vil have den tyndere. Man kan altid komme mere vand i suppen, men man kan ikke tage vand ud! Hæld resten af vandet ud, når konsistensen er god.

Ærtesuppe

Kom 1 fed hvidløg, chili, basilikum, salt og peber med ned i blenderen, og blend det hele, så det får en dejlig cremet konsistens. Smag til med mere chili, hvidløg, salt eller peber, hvis det er nødvendigt. Suppen er nu klar og kan holdes varm ved lavt blus i gryden.

Kom bagepladen med parmesanost i ovnen og lad det smelte sammen til oste-“stave/crackers”. De skal have mellem 7-10 min. Tjek jævnligt, så de ikke får for meget.

Imens parmesanosten er i ovnen, varm da en pande med olie, pres de to sidste fed hvidløg ud på panden og steg rejerne ved relativt høj varme, dog ikke så længe. De skal blot have et par minutter.

Rejer

Servér suppen i en stor skål og anret rejerne og oste-herlighederne ved siden af, så man selv kan dosere. Rejerne kan også kommes i suppen – det ser ihvertfald fint ud.

Ærtesuppe med rejer

Et væld af grønt, lyserødt og hvidt, cremet og sprødt klar til servering.

Hvis I har nogle andre gode retter man kan bruge ærter til, så vil jeg meget gerne vide det, for ærter er altså slet ikke dårlige!

♥  til ærten

// Bianca

8 thoughts on “Kærlighed til ærten

  1. Jamen, som sendt fra himlen! Skal lave suppe imorgen aften og vil da helt klart lave en kopikat af din ærtesuppe. Jeg ❤ også ærter, kommer dem gerne i alle pastaretter, salater eller tzatziki..

    • Ja, jeg tror også lige jeg har fået fornyet begejstring for dem 🙂 Dejligt du vil lave suppen selv! Du kan roligt glæde dig!

    • Hej Carla,
      tak for din forespørgsel.
      Da jeg startede bloggen overvejede jeg det. Men jeg syntes det var et stort arbejde, fordi jeg så ville veje alle ingredienser for at få mere eller mindre præcist antal kalorier. Men jeg vil meget gerne give det et forsøg og se om det fungerer. Det bliver nok et ca.-antal. Ingen tvivl om at det vil være super brugbart og relevant for mange.
      Kh Bianca

      • Jeg er helt sikker på at der er mange der ser det som relevant, det gør jeg i hvert fald selv 🙂
        Fedt at du gi”r det et forsøg 🙂

  2. Made it! Den er skøøøn. Selvfølgelig blev der spurgt efter opskriften 😉 Udelod rejer og parmesan, men serverede istedet rugbrød toppet med gedeost og figner, der havde været en tur i ovnen. Tak for en god opskrift!

    • Ej det lyder også virkelig godt rugbrød og gedeost! Hvor er jeg bare glad for at det var en success 🙂

Skriv et svar til Kirsten Legorreta Annuller svar